![]()
Med musik og elektronik som interesse dør DIY HIFI aldrig, når man først er bidt af den. Det startede for mig for 50 år siden. Fanget af interessen. Tvunget af økonomien til at bygge selv. Denne hjemmeside er i enhver henseende privat og nonkommerciel. Dens formål er alene at vise noget af det min hobby har resulteret i. Til inspiration for andre med samme interesse. 2025 © Kaj Reinholdt Mogensen ![]() Mary had a little Lamb
Voksruller, vinylplader og grammofonen som et gravmæle over en for længst svunden epoke i musikformidlingen.
Vægdekorationen
(akustiktiltaget vist nedenfor
Mere enkelt kan det vel ikke beskrives. ![]()
Det må du ikke skrive om! ”Den bedste af to signalveje”. Billedet. Forklaringen jeg ikke må fortælle på HIFI4ALL debatforum, med gentagne trusler om eksklusion. Digital audio kontra analog på vinyl. Siden da er der tilføjet yderligere et forbud mod at skrive om transistorer kontra rør. Det med begrundelsen at der ikke findes nogen bedre forstærkerkomponent end et trioderør.
![]() Dengang havde vi ikke andet valg. Vakuumrør, lak- og vinylplader. Diverse analoge båndmedier. Hvad gør man med reolerne totalt fyldt med vinylplader, nostalgisk udstyr, med musikken som en vigtig del af vores identitet og mangel på omstillingsparathed? Det er noget helt andet anno 2025.
![]() Forældet teknologi! Hvorfor fortsætte med at konvertere et elektrisk lydsignal til mekanisk bevægelse. Sende det frekvenskorrigerede signal gennem en forstærker til et skærehoved (en omvendt pickup i sin funktion) til en mekanisk bevægelse i en lakplade, for efterfølgende i en omstændelig proces at mangfoldiggøre musikken ved at presse vinylskiver. Efterfølgende aftaste bevægelsen med en pickup, som omdanner den mekaniske bevægelse til et elektrisk signal, som igen frekvenskorrigeres og forstærkes i forsøget på at genskabe det oprindelige signal. Optagelsen man derved har til hensigt at formidle 1:1. Den eneste brugbare forklaring – og brugbare undskyldning - er at man dengang fik begyndt sin musiksamling med vinylskiver og tilhørende udstyr til afspilningen. Siden da følt det nødvendigt at fortsætte. Uoverskueligt at ændre. I mangel på omstillingsparathed.
2025.
![]() Vi kan uden den mindste bekymring erstatte grammofonen og vinylskiven med en DAC tilsluttet en energibesparende klasse D forstærkere i stedet for energikrævende glødetråds opvarmede dybt forældede vakuumrør, som var historiens første aktive komponent, når krystalapparatets lyd gennem hovedtelefonen ikke rakte. Ingen vil savne den tilvante lyd af vinyl og alle de besværligheder og omkostninger man konfronteres med. Kun retronørder ville i kælderdybets mørke afkroge lede i for længst afdøde generationers hengemte diagrammer og komponenter, for med arkæologiens ihærdighed gå i gang med genskabelsen af den nostalgiske lyd.
![]() ![]() En oplevelse lige så dybt forældet som det engang bliver med min nedenfor viste klasse AB forstærker. Uanset jeg værdsætter gengivelsen. Bygget fordi jeg startede mit hifi liv med transistorer. Germanium og senere silicium. OC71 germanium PNP i cylinderformet sortmalet glashus og andre for nutidens øjne eksotiske udformninger, som nutidens ”micro size” SMD transistorer. Germanium AD149 PNP transistoren i TO3 hus. For slet ikke glemme 2N3055 – silicium NPN i solidt TO3 metalhus helst af fabrikatet RCA (Radio Corporation Of America) – Videre til DC koblede effekttrin med komplementære Motorola BD139/140 og MJE2955/3055. Senere suppleret med DC koblede JFET transistorer i indgangen på såvel RIAA AMP som effekttrinnene. ![]() En fremgangsmåde jeg har anvendt lige siden. Senest afløst af MOSFet. ![]() JFET blev ligeledes anvendt i indgangen på min egen robuste variant af QUAD405 med to sæt paralleltkoblede 2N3442 i udgangen. Problemstillingen gennem hele forløbet var at skaffe transistorer med tilstrækkeligt højt Vce, så de kunne tåle spændingsvinget – og strømmen naturligvis - , som er forudsætningen for at levere den ønskede høje udgangseffekt. Hvem husker ikke Dynaco Stereo 400 med sine kaskodekoblede udgangstrin i bestræbelsen på netop at løse den problemstilling med de daværende transistorer. Dens gengivelse var til gengæld ikke til glæde for nogen. Med den som reference kunne man med rette tilslutte sig påstanden om at store forstærkere ikke lød så godt som de mindre.
![]() Senest har jeg bygget mine ”state of the art amplifiers”, jeg ikke formåede at bygge i min ungdom, før nu jeg gik på efterløn og pension. Og derved fik tid til at koncentrere mig om opgaven. Med hjælp fra nutidens stærkt forbedrede transistorer og komponenter bevise at jeg kan. Og her er der ikke noget nedsættende at sige om en forstærker med stor effekt. Takket være de nyeste transistorer til formålet. Men også her konstaterer jeg tiden er løbet fra mig. Klasse D er next step, hvor jeg – en generation længere fremme - er i samme båd som inkarnerede vakuumrør entusiaster, i manglende erkendelse af at udviklingen er løbet fra os. Vi har det tilfælles at arbejde med det vi forstår os på. Føler os trygge ved. Samtidig med at vi bilder os selv ind at det vi kan og ejer ”er det bedste i verden”. Det eneste rigtige.
Billedet af grammofonen sidder på et 1,5 cm tykt lydgennemtrængeligt stofstykke, som monteret på en ramme med nogle centimeters afstand til væggen forstærker virkningen. Subwooferen i sofaen er et yderligere tiltag. Jeg indrømmer gerne, at billedet bringer gode minder fra dengang, jeg omgav mig med alle de vanskeligheder vinylplader indebar. Og nostalgien rykker da også i mig når jeg ser på motivet. Nøjes jeg med at lytte savner jeg ikke vinylskivernes problematikker.
Efter mange år på diverse fora oplever jeg i stigende grad manglende interesse for at gå i dybden med et emne. For så snart det blive teknisk – når man åbner ”motorhjælmen” til det man beskæftiger sig med - står de fleste af og vender ryggen til. Det opleves som om man helst ikke vil kende svaret på det man spørger om. Eller man ikke forstår svaret eller den sammenhæng det indgår i. Jeg har hygget mig med og brugt mange timer på at besvare spørgsmål, som utallige gange før er besvaret og forklaret et sted i forums utallige tråde. På samme måde som jeg i mit professionelle virke i branchen har hjulpet kunder med at finde svar på deres ønsker. Her kommer vi til det jeg savner ved et forum. Mødet med mennesket, hvor ord og kropssprog smelter sammen. Med oplevelsen af at have forstået hinanden. Eller udtrykt på en anden måde ”om spørgsmål og svar er sivet ind under lyngtoppen”. Jo jeg har ved flere lejligheder oplevet den samme aldrende mand møde op i varehuset hver tirsdag med det samme spørgsmål til en fjernbetjening, som ugen før. ![]() Om det er tilfældet på de fora jeg har huseret – tja – det kunne man til tider godt få mistanke til. Ikke mindst have oplevelsen af manglende forståelse for det man stiller spørgsmål til og de svar det måtte medføre. Sagen er den at jeg ikke som billedet til højre fortæller ”kun har ansvar for det jeg siger”, men at jeg i debatsammenhæng især føler mig ansvarlig for det personen, jeg taler med, har forstået. For først da er min agenda fuldført. Det er sådan jeg tænker. Og det er uhyre vanskeligt at være sikker på, uden at have personen foran sig. Specifikt for forum på HIFI4ALL er det frustrerende, at faktuel korrekt info ignoreres eller modsiges med trusler og den ofte mødte konsekvens at det slettes eller tilrettes. Det kan jeg ikke bruge til noget! At ”debatfora ikke er værd at spilde sin ungdom på” ud over humoren. Humor som i flere tilfælde skal smøres meget tykt ud, før alle forstår ironien bag kommentarerne. Foranlediget af de ofte fantasifulde forestillinger og forklaringer om hvad der i HiFi sammenhæng giver lydforbedringer. Forklaringen på den oplevede virkning af IKEA skærebrætter lavet af sammenlimet stavformet orientalsk gummitræ, placeret under en træplade af ukendt herkomst, som bærer anlæggets apparater. En fremgangsmåde og virkning, som på ingen måde bør overraske en inkarneret erfaren audiofil. NUL og ET
![]() Så længe der er tale om NUL og ET er der ingen forskel på lydgengivelsen”, gentages det af forummet administrator, mens truslerne fyger om ørerne af de der spørger ind til digital streaming og udstyr til opgaven. I det konkrete tilfælde er der tale om TIDAL. Og har man gjort sig umage med praktiske forsøg og forskellige opsætninger af software og hardware til formålet vil man med blot nogenlunde intakt musikalsk høresans have opdaget, at det langt fra er ligegyldig, hvad man anvender og hvordan det anvendes. Men er man – som jeg var engang – af den opfattelse at med NUL og ET er der ingen forskel, vil man blive en hel del klogere, ved at ulejlige sig til nogle vigtige forsøg, som jeg ved et tilfælde gjorde mig. Hvis altså man tillader at sætte sig ud over forudindfattede fordomme. For der ER forskel på lyden afhængig af hvilket IT udstyr og den opsætning af software der anvendes. ![]() Selv anvender jeg lige nu to forskellige TIDAL opsætninger med Windows 11 laptops, som har det tilfælles via ASIO drivere og USB at være tilsluttet ASIO kompatible DAC's. Fidusen med ASIO er at de digitale data med korrekt opsætning sendes udenom Windows styresystemets mange funktioner og afkroge direkte til USB udgangen, hvorfra den ASIO kompatible DAC asynkront henter musikkens data. Derved er det DAC'en som dikterer timingen af datastrømmen. Det er i kombinationen af disse forhold kvalitetsforbedringen ligger. ![]() Once again
Deleted, of course …. vi kan jo ikke have den slags snavs på Danmarks bedste hififorum …...
2 x 1.000 watt i 3,3 Ohm / 0,1%THD
Nedenfor et tilbageblik til min allerførste prototype på en forforstærker omkring 1974 med drømmen om at etablere en serieproduktion. MM RIAA DC koblet JFET indgangs- og linjetrin med lav udgangsimpedans og trinløs variabel gain for hver kanal.
Bygget på diskrete komponenter efter den grundopskrift jeg 50 år tidligere anvendte i min forforstærker (vist ovenfor og til højre). Et konstruktionsprincip som på det seneste er videreført i såvel forforstærker som effekttrinnene. Sideløbende med bygningen af disse indså jeg nødvendigheden af at erstatte min løbende opdaterede nu mere end fyrre år gamle forforstærker med en ny. Med lydgengivelsen fra den ovenfor viste forforstærker med OPAMP's var jeg ved sammenligning ikke i tvivl om, hvilke principper og komponentløsninger jeg skulle anvende.
Det fysiske resultat ses nedenfor. Båndbredde: 5-100.000 Hz +0/-1 dB THD+N <0,07%THD/20-20.000Hz @ load >100 Ohm / 10nF load ! Output impedans 57 Ohm lineært i området 5-40.000 Hz (måleområdet er afgrænset af måleudstyret)
Udgangspunktet var en effektforstærker udformet som dual mono med separat transformator til hver kanal. Efter færdigbygningen af nummer to besluttede jeg at parallelkoble de to separate strømforsyninger med det formål at sænke strømforsyningens impedans og give begge kanaler mulighed for at kunne trække på den samlede strømkapacitet efter behov. Resultatet blev døbt Dual Parallel Power Supply. Udgangseffekten på én kanal øgedes fra før 330W/6,6Ohm/<0,1%THD+N/IMD til 435W/6,6 Ohm/<0,1% THD+N/IMD med tilsvarende dynamisk effekt i stereomode.
Jeg fik kabinetter fremstillet i Italien med udskårne frontplader til afbryder og VU metre. Men efterhånden som bygningen af den første skred frem, stod det ved testen klart, at det var muligt at bygge den som en stereoudgave med det halve antal udgangstransistorer uden af reducere effekten væsentligt. Måling viste til min overraskelse, at en kanal drevet gav 1090 Watt i 3,3 Ohms belastning og at to kanaler ved samtidig tilføjelse af separat strømforsyning med øget spænding til drivertrinene gav 2x1000W i 3,3 Ohm. Og derved blev det Lidt om konstruktionen. Forstærkeren er tilført løbende ændringer under og efter bygningen. Parallelkobling. Hver kanal er udstyret med 2 x 20 parallelt koblede udgangstransistorer. De er styret af 2 x 2 drivertransistorer i klasse A mode. Alle monteret på kølepladen. Input- og driverkredsløbene er bestykket med to udgangstransistorer. Hver med 150W/15A effektkapacitet. Drivertrinene strømforsynes fra hver sin egen separate strømforsyning. Den samlede effekt leveres af en 12 kg, 2000VA ringkernetransformator, gennem to parallelt koblede 50A brokoblede ensrettere til de to elektrolytbanke. I alt 160.000uF/100V driftsspænding. Forbundet med 30mm2 messingskinner og placeret i to grupper klods op ad udgangstrinnene. Forbindelsen mellem kondensatorbank og udgangstrinnet er i hver kanal etableret af fire 6mm2 kabler kun fem centimeter lange. Kabler som til trods for at være DC forsyning elektrisk indgår i signalvejen og derfor har betydning for forstærkerens gengivelse og dens højfrekvensegenskaber. Derfor er elektrolytter placeret så tæt på udgangstransistorerne. Højttalersignalet fra alle transistorerne er samlet i 30mm2 messingskinner helt ud til to parallelt koblede højttalerrelæer 20A/250V i hver kanal, placeret få centimeter fra højttalerterminalerne.
Forstærkeren set fra bunden. Venstre øverst: Softstart og ventilator styring. Venstre nederst: VU meter belysning og indikator styring. Højre øverst: DC og overload protection. Delay og relæstyring af højttalerrelæer. Højre nederst: VUmeter kontrol. Spidsvisende logaritmisk.
Optimering af strøm- og signalstel Som en rød tråd gennem mine projekter har jeg efterstræbt, at optimere lyden gennem adskillelse af strøm og lydsignal. Det er en umiddelbart naturlig, simpel og elementær øvelse, som i praksis er vanskeligere at udføre, end man forestiller sig. For et er at tegne et diagram. Noget andet er at overføre det til praksis. Til den fysiske konstruktion. Her nytter det ikke at måle ”her er der stelforbindelse”. Men hvilken stelforbindelse??? Et af projekterne i sensommeren/efteråret 2019 var indkøb af reservedele til renovering af to Coral 10F-60 enheder. Nu havde de ligget i skuffen i 25 år, så enten skulle de til at gøre nytte eller smides UD!. Højttalerne var oprindelig fuldtoneenheder med imprægneret stofkantophæng, en meget kraftig magnet og støbt aluminiumschassis. Overmod ved test af et kraftigt effekttrin først i 80'erne medførte at jeg brændte svingspolerne af. På daværende tidspunkt blev de renoveret med nye svingspoler og fungerede efterfølgende som basenheder i mine daværende trevejs konstruktioner med Pioneer PT-R7 bånddiskanter på toppen indtil begyndelsen af 90'erne, hvor højttalerne af pladsmæssige grunde blev opgivet. Basenhederne blev lagt i skuffen. Jeg kunne ikke nænne at skille mig af med dem. Der lå de indtil efteråret 2019. Under forberedelser til den videre brug, viste det sig at svingspolen i den ene var monteret asymmetrisk. Da det ikke var mulig at adskille svingspole og membran uden at ofre en af delene, faldt valget på svingspolen. Samtidig måtte jeg konstatere at kantophæng og centerstyr havde mistet sin egnethed på grund af alder.
Nye Subwoofere. Enhederne er nu monteret med nye svingspoler og svingspolestyr, gummikantophæng og støvkappe. Den oprindelige stive membran er bevaret. Enhederne er monteret i hvert sit 90 liter subwooferkabinet, som begge er udført som en hybrid Open Baffel/Akustisk Ventil konstruktion. Et eksperiment med en teknisk set teoretisk umulig placering. Bygget på ”de for hånden værende søms princip”. Kabinetter fremstillet af 30mm Senna plade, nu indsat i et modificeret IKEA ”Kallax” reol system. Det kan næppe være mere umulig udover at være æstetisk vellykket. I kombination med elektronisk korrektion i det til opgaven nyrenoverede elektroniske DIY delefilter med frekvenskorrektion og tilhørende modificerede klasse D forstærkere, sammen med to modificerede trevejs gulvhøjttalere, leverer kombinationen en lydgengivelse, som bedst kan beskrives som overraskende resonansfattig kælderdyb bas til frekvenser langt over det hørbare. En oplevelse af – på samme tid - total anonym basgengivelse indtil musik og programmateriale indeholder lave frekvenser. For så spærer man øjnene op …..! Med blot fire 10 tommer enheder i alt tænker man ”hvor kommer den fysiske påvirkning og præcise baslyd fra”? Bortset fra den mulige forklaring om at en 10 tommer membran er hurtigere at accelerere og bremse igen. Ikke mindst hjulpet af 80 cm akustisk glasulds ventil. Jeg har hørt mange højttaleres basgengivelse, men ingen med dette resultat. Det skulle da lige være KEF AV1 THX subwooferen fra begyndelsen af 90'erne til den nette sum af 24.000 kr ![]() Var jeg ikke blevet presset af ønsker til det æstetiske, havde jeg aldrig fundet på at lave en subwoofer konstruktion og opstilling sådan. For det strider på flere afgørende punkter mod ”alt det rigtige”. Det alment accepterede. Subwooferne spiller sammen med noget så umuligt i hi-fi kredse, som et par stærkt modificerede JAMO 608. Nu udstyret med akustisk ventil til basenhederne, nyt delefilter og en betydelig forbedret intern akustisk dæmpning. 2.5kvt kabler fra hver enkelt af de 5 enheder til delefilteret. Fra terminalerne på bagsiden direkte forbundet med delefiltrene tilsluttet forstærkerne med SUPRA PLY 3.4S i coaxial konfiguration. Alt i alt en opstilling som oser af alt andet end ”en hi-fi mancave” indtil man trykker på ”play”. Til højre den 10 tommer sidemonterede basenhed i mine Jamo 608.
![]()
Akustikken. Den modsatte væg – den modsatte ende af stuen – er beklædt med en kombineret bastrap og akustikdæmpende beklædning. (billederne nedenfor) Væggen er 235x410 cm. Akustikvæg/bastrap er åben for neden, 15 cm fra gulvet. Rummets længde er 600 cm. Samlet set resulterende i et lytterum med en efterklangstid på <250mS/80-20.000Hz.
![]()
Resonansspektrum og efterklangstid. 10-20.000Hz for min stue/lytterum. ![]()
Der findes et hav af brugbare kilder til valg af akustiske løsninger. Og nærlæser man ALLE informationer på nedenstående webside, ser man, at der gennem tiden er forekommet flere forskellige ”skoler” - religioner om man vil – indenfor hvad der anses for rigtig og forkert i sammenhængen. Forside - Voetmann Akustik (voetmann-akustik.dk)
Akustikken er ikke det eneste emne, som diskuteres ivrigt. ![]() ![]() Nogle siger de lyder ens, mens andre siger, der er forskel. På visse punkter endog markante forskelle. Det der undrer mig er at nogle mennesker ikke hører nogen forskel, mens andre gør. Ser vi bort fra tesen om at alting lyder ens (hvilket ikke lyder sandsynligt) må en DAC på lige fod med det meste andet grej vi omgiver os med, sætte sit lydmæssige aftryk på musikgengivelsen. Jeg har på det seneste anskaffet mig en SMSL SU-1 DAC. Et spontant indkøb som et eksperiment til sammenligning med mine tre andre DAC's som alle har det til fælles at de er udstyret med DUAL Texas Instrument Burr Brown PCM1795 DAC chips. De tre lyder ikke ens på trods af at de er udstyret med præcis den samme chip. Argumenterne man hører som forsvar for ikke at høre forskel er at de der hører forskel, lytter mens man kigger på produkterne og det er produkternes udseende og lytternes fordomme som er årsag til den hørte forskel. Hvis der er rigtigt, bliver det endnu mere uforklarligt, at en SMSL SU-1 opleves mere vellydende end dens audiofilt udseende konkurrenter. Der omtalte apparat er meget tæt på at kunne ligge i en knyttet hånd og er på ingen måde i nærheden af at optræde som et audiofilt trækplaster. Men spille, det kan den på endog overbevisende måde. Om det skyldes AKM ”Velvet Sound” DAC chippen eller hvad der ellers findes internt er vanskeligt at se en forklaring på.
|
|