Med musik og elektronik som interesse dør DIY HIFI aldrig, når man først er bidt af den.

Det startede for mig for 50 år siden. Fanget af interessen. Tvunget af økonomien til at bygge selv.

Denne hjemmeside er i enhver henseende privat og nonkommerciel.

Dens formål er alene at vise noget af det min hobby har resulteret i.

Til inspiration for andre med samme interesse.

2024 © Kaj Reinholdt Mogensen


2 x 1.000 watt i 3,3 Ohm / 0,1%THD




Nedenfor et tilbageblik til min allerførste prototype på en forforstærker omkring 1974 med drømmen om at etablere en serieproduktion. MM RIAA DC koblet JFET indgangs- og linjetrin med lav udgangsimpedans og trinløs variabel gain for hver kanal.




Ny forforstærker

Bygget på diskrete komponenter efter den grundopskrift jeg 50 år tidligere anvendte i min forforstærker (vist ovenfor og til højre). Et konstruktionsprincip som på det seneste er videreført i såvel forforstærker som effekttrinnene.

Sideløbende med bygningen af disse indså jeg nødvendigheden af at erstatte min løbende opdaterede nu mere end fyrre år gamle forforstærker med en ny. Med lydgengivelsen fra den ovenfor viste forforstærker med OPAMP's var jeg ved sammenligning ikke i tvivl om, hvilke principper og komponentløsninger jeg skulle anvende.






Det fysiske resultat ses nedenfor. Båndbredde: 5-100.000 Hz +0/-1 dB THD+N <0,07%THD/20-20.000Hz @ load >100 Ohm / 10nF load ! Output impedans 57 Ohm lineært i området 5-40.000 Hz (måleområdet er afgrænset af måleudstyret)














Ny effektforstærker Påbegyndt 2014.


Udgangspunktet var en effektforstærker udformet som dual mono med separat transformator til hver kanal. Efter færdigbygningen af nummer to besluttede jeg at parallelkoble de to separate strømforsyninger med det formål at sænke strømforsyningens impedans og give begge kanaler mulighed for at kunne trække på den samlede strømkapacitet efter behov.

Resultatet blev døbt Dual Parallel Power Supply. Udgangseffekten på én kanal øgedes fra før 330W/6,6Ohm/<0,1%THD+N/IMD til 435W/6,6 Ohm/<0,1% THD+N/IMD med tilsvarende dynamisk effekt i stereomode.



Glæden over resultatet - succesen med bygning af to af ovenstående effekttrin - skubbede til ideen om at lave en Xtreme udgave af dem. Med endnu højere effekt og strømkapacitet. Det var planen at bygge den som monotrin med 88 driver- og udgangstransistorer.

Jeg fik kabinetter fremstillet i Italien med udskårne frontplader til afbryder og VU metre.

Men efterhånden som bygningen af den første skred frem, stod det ved testen klart, at det var muligt at bygge den som en stereoudgave med det halve antal udgangstransistorer uden af reducere effekten væsentligt. Måling viste til min overraskelse, at en kanal drevet gav 1090 Watt i 3,3 Ohms belastning og at to kanaler ved samtidig tilføjelse af separat strømforsyning med øget spænding til drivertrinene gav 2x1000W i 3,3 Ohm.

Og derved blev det

Lidt om konstruktionen.

Forstærkeren er tilført løbende ændringer under og efter bygningen.

Parallelkobling. Hver kanal er udstyret med 2 x 20 parallelt koblede udgangstransistorer. De er styret af 2 x 2 drivertransistorer i klasse A mode. Alle monteret på kølepladen.

Input- og driverkredsløbene er bestykket med to udgangstransistorer. Hver med 150W/15A effektkapacitet. Drivertrinene strømforsynes fra hver sin egen separate strømforsyning.

Den samlede effekt leveres af en 12 kg, 2000VA ringkernetransformator, gennem to parallelt koblede 50A brokoblede ensrettere til de to elektrolytbanke. I alt 160.000uF/100V driftsspænding. Forbundet med 30mm2 messingskinner og placeret i to grupper klods op ad udgangstrinnene. Forbindelsen mellem kondensatorbank og udgangstrinnet er i hver kanal etableret af fire 6mm2 kabler kun fem centimeter lange. Kabler som til trods for at være DC forsyning elektrisk indgår i signalvejen og derfor har betydning for forstærkerens gengivelse og dens højfrekvensegenskaber. Derfor er elektrolytter placeret så tæt på udgangstransistorerne.

Højttalersignalet fra alle transistorerne er samlet i 30mm2 messingskinner helt ud til to parallelt koblede højttalerrelæer 20A/250V i hver kanal, placeret få centimeter fra højttalerterminalerne.

CapacitorFree Signal Path. Marts 2019. Trods udfordringer lykkes det at etablere kondensator-frie signalveje. DC koblet hele vejen. Også i feedback kredsløbet. Ad den vej fri for kondensatorernes påvirkning af gengivelsen.

IQ-BIAS. Instant Drive. Biasreguleringen, som skal holde styr på forstærkerens tomgangsstrøm, arbejdstemperatur og transistorernes arbejdspunkt er udformet sådan at forstærkeren starter op med et samlet tomgangsforbrug på 300W, faldende til 140W. Tomgangsstrømmens høje niveau aftagende i takt med en temperatur overalt i forstærkeren på 45-50 grader sikrer at forstærkerens lydkvalitet er tilstede allerede få minutter efter den er tændt.

MOSFET INPUT STAGE. Forstærkerens indgangstrin er udstyret med MOSFET differentialtrin. Spændingsstyrede transistorer, som omsætter signalspænding til strømstyring af de bipolare transistorer i det efterfølgende fuld symmetriske kredsløb.



Forstærkeren set fra bunden.

Venstre øverst: Softstart og ventilator styring. Venstre nederst: VU meter belysning og indikator styring. Højre øverst: DC og overload protection. Delay og relæstyring af højttalerrelæer. Højre nederst: VUmeter kontrol. Spidsvisende logaritmisk.




Optimering af strøm- og signalstel

Som en rød tråd gennem mine projekter har jeg efterstræbt, at optimere lyden gennem adskillelse af strøm og lydsignal. Det er en umiddelbart naturlig, simpel og elementær øvelse, som i praksis er vanskeligere at udføre, end man forestiller sig. For et er at tegne et diagram. Noget andet er at overføre det til praksis. Til den fysiske konstruktion. Her nytter det ikke at måle ”her er der stelforbindelse”. Men hvilken stelforbindelse???





Renovering af basenheder.

Et af projekterne i sensommeren/efteråret 2019 var indkøb af reservedele til renovering af to Coral 10F-60 enheder. Nu havde de ligget i skuffen i 25 år, så enten skulle de til at gøre nytte eller smides UD!. Højttalerne var oprindelig fuldtoneenheder med imprægneret stofkantophæng, en meget kraftig magnet og støbt aluminiumschassis.

Overmod ved test af et kraftigt effekttrin først i 80'erne medførte at jeg brændte svingspolerne af. På daværende tidspunkt blev de renoveret med nye svingspoler og fungerede efterfølgende som basenheder i mine daværende trevejs konstruktioner med Pioneer PT-R7 bånddiskanter på toppen indtil begyndelsen af 90'erne, hvor højttalerne af pladsmæssige grunde blev opgivet.

Basenhederne blev lagt i skuffen. Jeg kunne ikke nænne at skille mig af med dem. Der lå de indtil efteråret 2019. Under forberedelser til den videre brug, viste det sig at svingspolen i den ene var monteret asymmetrisk. Da det ikke var mulig at adskille svingspole og membran uden at ofre en af delene, faldt valget på svingspolen. Samtidig måtte jeg konstatere at kantophæng og centerstyr havde mistet sin egnethed på grund af alder.




Nye Subwoofere.

Enhederne er nu monteret med nye svingspoler og svingspolestyr, gummikantophæng og støvkappe. Den oprindelige stive membran er bevaret. Enhederne er monteret i hvert sit 90 liter subwooferkabinet, som begge er udført som en hybrid Open Baffel/Akustisk Ventil konstruktion.

Et eksperiment med en teknisk set teoretisk umulig placering. Bygget på ”de for hånden værende søms princip”. Kabinetter fremstillet af 30mm Senna plade, nu indsat i et modificeret IKEA ”Kallax” reol system. Det kan næppe være mere umulig udover at være æstetisk vellykket.

I kombination med elektronisk korrektion i det til opgaven nyrenoverede elektroniske DIY delefilter med frekvenskorrektion og tilhørende modificerede klasse D forstærkere, sammen med to modificerede trevejs gulvhøjttalere, leverer kombinationen en lydgengivelse, som bedst kan beskrives som overraskende resonansfattig kælderdyb bas til frekvenser langt over det hørbare. En oplevelse af – på samme tid - total anonym basgengivelse indtil musik og programmateriale indeholder lave frekvenser. For så spærer man øjnene op …..! Med blot fire 10 tommer enheder i alt tænker man ”hvor kommer den fysiske påvirkning og præcise baslyd fra”? Bortset fra den mulige forklaring om at en 10 tommer membran er hurtigere at accelerere og bremse igen. Ikke mindst hjulpet af 80 cm akustisk glasulds ventil.


Jeg har hørt mange højttaleres basgengivelse, men ingen med dette resultat. Det skulle da lige være KEF AV1 THX subwooferen fra begyndelsen af 90'erne til den nette sum af 24.000 kr

Var jeg ikke blevet presset af ønsker til det æstetiske, havde jeg aldrig fundet på at lave en subwoofer konstruktion og opstilling sådan. For det strider på flere afgørende punkter mod ”alt det rigtige”. Det alment accepterede.

Subwooferne spiller sammen med noget så umuligt i hi-fi kredse, som et par stærkt modificerede JAMO 608. Nu udstyret med akustisk ventil til basenhederne, nyt delefilter og en betydelig forbedret intern akustisk dæmpning. 2.5kvt kabler fra hver enkelt af de 5 enheder til delefilteret. Fra terminalerne på bagsiden direkte forbundet med delefiltrene tilsluttet forstærkerne med SUPRA PLY 3.4S i coaxial konfiguration.

Alt i alt en opstilling som oser af alt andet end ”en hi-fi mancave” indtil man trykker på ”play”.




Akustikken.

Den modsatte væg – den modsatte ende af stuen – er beklædt med en kombineret bastrap og akustikdæmpende beklædning. (billederne nedenfor) Væggen er 235x410 cm. Akustikvæg/bastrap er åben for neden, 15 cm fra gulvet. Rummets længde er 600 cm. Samlet set resulterende i et lytterum med en efterklangstid på <250mS/80-20.000Hz.





Resonansspektrum og efterklangstid. 10-20.000Hz for min stue/lytterum.




Der findes et hav af brugbare kilder til valg af akustiske løsninger. Og nærlæser man ALLE informationer på nedenstående webside, ser man, at der gennem tiden er forekommet flere forskellige ”skoler” - religioner om man vil – indenfor hvad der anses for rigtig og forkert i sammenhængen.

Forside - Voetmann Akustik (voetmann-akustik.dk)

50 Years Of Acoustic Design - The Sound Control Room - Artikler - Voetmann Akustik (voetmann-akustik.dk)


Akustikken er ikke det eneste emne, som diskuteres ivrigt.

DAC's.

Nogle siger de lyder ens, mens andre siger, der er forskel. På visse punkter endog markante forskelle. Det der undrer mig er at nogle mennesker ikke hører nogen forskel, mens andre gør.

Ser vi bort fra tesen om at alting lyder ens (hvilket ikke lyder sandsynligt) må en DAC på lige fod med det meste andet grej vi omgiver os med, sætte sit lydmæssige aftryk på musikgengivelsen.

Jeg har på det seneste anskaffet mig en SMSL SU-1 DAC. Et spontant indkøb som et eksperiment til sammenligning med mine tre andre DAC's som alle har det til fælles at de er udstyret med DUAL Texas Instrument Burr Brown PCM1795 DAC chips. De tre lyder ikke ens på trods af at de er udstyret med præcis den samme chip.

Argumenterne man hører som forsvar for ikke at høre forskel er at de der hører forskel, lytter mens man kigger på produkterne og det er produkternes udseende og lytternes fordomme som er årsag til den hørte forskel. Hvis der er rigtigt, bliver det endnu mere uforklarligt, at en SMSL SU-1 opleves mere vellydende end dens audiofilt udseende konkurrenter.

Der omtalte apparat er meget tæt på at kunne ligge i en knyttet hånd og er på ingen måde i nærheden af at optræde som et audiofilt trækplaster. Men spille, det kan den på endog overbevisende måde. Om det skyldes AKM ”Velvet Sound” DAC chippen eller hvad der ellers findes internt er vanskeligt at se en forklaring på.