In English






Den 12. Marts, 2019.

Det er lykkes at etablere kondensator-frie signalveje, så jeg ikke mere er afhængig af kondensatorernes uheldige påvirkning af gengivelsen. DC koblet ind- og udgang, såvel som DC koblet feedback kredsløb. Ingen kondensatorer!

Eksperimenter med forskellige kondensatorer gav forskel. Ja! Men at undvære dem helt er et wakeup call !!

Det er resultatet af de beskrevne eksperimenter. Opdaget ved en tilfældighed. Den opstod ved at hive min gamle 1978 udgave af min forforstærker med efterfølgende modificeringer ned fra hylden. I første omgang til nogle målinger, når nu grejet alligevel var linet op. Og så skulle jeg selvfølgelig lytte. Bare for sjov.

Hva' fa...! En hel anden dynamisk og helstøbt gengivelse. Ikke sådan at forstå den nye forforstærker lød dårligt, men den gamle gav en helt anden oplevelse. Jeg var hurtig til at drage konklusioner. 1978 kredsløbet med færre komponenter - transistorer - lød markant anderledes. På væsentlige punkter overlegen. Det måtte jo være de mange flere komponenter i den nye, ”som gjorde den sværere at danse med” eller hvad man nu kan finde af beskrivelser og tanker bag oplevelsen. Så jeg satte mig til at tilrette mit diagram til en senere ombygning. Det blev sen aften inden jeg gik til køjs.

Næste morgen tilrettede jeg komponentværdierne og lavede nogle målinger af spændingerne til den forestående opgave. Jeg forberedte mig på den store ombygning. Jeg var især interesseret i kondensatorerne i modkoblingskredsløbet. Hvilke typer og hvor store var værdier, der var anvendt? Forstærkeren ligner mest af alt en eksperimentel fuglerede, så jeg ledte. Hvor sidder de? Det var pokkers. Der var INGEN !! Ingen kondensator overhovedet. Den gamle forforstærker var DC koblet hele vejen igennem. Jeg har ellers svoret det nødvendigt at adskille DC og AC kredsløb men en kondensator på dette sted. Med det formål bedst at kunne styre offset på udgangen. På den gamle forforstærker havde jeg altså på et eller andet tidspunkt lavet det uden kondensatorer. Som et eksperiment. Uden helt at teste det færdigt.

Jeg tænkte. Når det virker på det gamle kredsløb, som danner udgangspunkt på alle efterfølgende nye, må det vel også kunne fungere på dem. Strøm på loddekolben og en simpel lus over kondensatorerne i modkoblingen på den nye forforstærker, som forsøg. Check af offset. Offset var stort set uændret. En lille finjustering. Lyd på. Musikgengivelsen. Det var li' godt ….....!!!! Forandringen var ikke til at overhøre. Bare ved at fjerne kondensatorerne!!?? Så jeg tænkte videre. Når nu det virkede på forforstærkeren måtte det vel også kunne lykkes på effekttrinnet. Som tænkt så gjort. Resultatet …....det var ikke antallet af komponenter – transistorer – som gjorde udslaget. Derimod …...

Eksperimenter med forskellige kondensatorer gav forskel, men at undvære dem helt er et wakeup call !!

Her har jeg en tilståelse.......! Skulle jeg på noget tidspunkt indtil nu (og det er sket ofte) have sagt eller skrevet, at NU er det PERFEKT, har jeg været fuld af løgn! Og skulle det til skuffelse (eller glæde) for nogen have fremstået sådan, at to kinesisk fremstillede billige klasse D moduler har tilsvarende gengivelse som min Xtreme Amp (bla,bla) signalkæde, er afstanden i lydkvalitet nu til at høre for selv en tonedøv. Højttalere og elektronik har aldrig været så anonyme, som nu. Musikoplevelsen har overtaget elektronikkens rolle.

Kondensatorer - ud med lortet!


Lyden af kondensator........

Forud for denne oplevelse er der gået mange overvejelser og eksperimenter.

En kondensator i signalvejen er en dårlig leder er min endegyldige konklusion.

Det er vist almindeligt accepteret, at kvaliteten af en kondensator i ind og udgangssignalet til en forstærker, skal være af bedste kvalitet. Eller helst helt undværes.

Vanskeligheden ligger i at kondensatorer i modkoblingskredsløbet sjældent kan undværes. For uanset logikken, er det tankevækkende, at kondensatorer i en forstærkers modkoblingskredsløb (feedback) bærer et medansvar for forstærkerens lydkvalitet?

Kondensatorernes evne til at overføre vekselspænding er en kompleks problematik, som betyder at de i praksis ikke opfører sig ideelt. To kondensatorer af forskellig konstruktion med den samme kapacitet, leder ikke signalet ens. De lyder ikke ens. Signaloverførsel mellem to elektrisk adskilte ”metalplader” indeholder tilsyneladende flere problemstillinger, som er årsag til forklaringerne. Oplevelserne ved brugen af dem.

Laver man eksperimentet med at tage en elektrolytkondensator, oplader den til dens driftsspænding og efterfølgende aflader den helt, vil man se, at der opstår en restspænding, når kortslutningen fjernes. Den opfører sig som et lille batteri. Energi der er gået tabt i kondensatorens dialektrikum (isolationen mellem kondensatorens to poler).

På diagrammet til højre ses to kondensatorer. De har hver deres funktion. C1 skal spærre for DC spændingsforskelle. Forstærkeren på diagrammet skal jo kun forstærke musiksignalet (AC). Er der ikke DC forskelle mellem kilde og modtager kan C1 udelades og musiksignalet ledes direkte til punkt 2 på diagrammet. Udenom kondensatoren.

Feedback har to funktioner. Det skal sikre at forstærkerens udgangssignal i punkt 4 er en præcis forstærket udgave af indgangssignalet. Derudover skal feedback også styre forstærkerens DC balance. Sikre at der ikke står DC spænding på højttaleren under drift. Det sker oftest ved at indsætte C2. Denne kondensator skal i den ideelle verden have samme modstand i det frekvensområde forstærkeren anvendes. Ideelt være nul ohm uanset signalspænding og frekvens.

Afvigelser og unøjagtigheder i C2 resulterer i en musikgengivelse identisk med kondensatorens egenskaber og kvalitet i øvrigt. Dens mangel på samme. Her ligger en stor udfordring. At finde kondensatoren, som lever op til det teoretiske ideal af en kondensator.




Udvikling af hifi udstyr er en virtuel klatrevæg.

Hvert nyt step opad resulterer i nye muligheder og stillingtagen til hvad der skal være det næste? Hvilken komponent bringer mig videre? Fremad. Opad. Eller bliver valget ensbetydende med at jeg må et skridt tilbage i et nyt forsøg?




Når man afprøver og lytter til flere forskellige kondensatorer bekræftes man i vanskelighederne med at finde de bedst egnede. Det er små og tilnærmet usynlige parametre, som får det samme apparat til at gengive musikken forskelligt. Kigger man kun på komponenternes påtrykte elektriske værdier og stopper dem i printet og tænder i den tro at det er perfekt, har jeg kun et svar: ”Måske …..”?

Med øret som måleinstrument vil den kvikke læser sige: ”STOP”! ”Hvorfor måler du ikke forskellen”? ”Hvis altså der er nogen”? ”Og det ikke bare er noget, du bilder dig ind”. Joh, det kunne man jo godt. Måle modstande, kondensatorer, kablers tykkelse og DC modstand, forsyningsspændinger og strømme. Ampere, Volt, Ohm og kapacitet når det gælder kondensatorer. Men ved hvilken frekvens? Hvilken spænding? Ved hvilken strøm?

Måler man kondensatorens elektriske værdi ved forskellige frekvenser varierer værdierne. Og zoomer vi ind, ser vi, at modstande, rør, transistorer, kabler og alt det andet vi lodder sammen, ændrer sine måleværdier afhængig af frekvensen der passerer. Det er ikke mindst afgørende, at måle komponenter og kabler i den sammenhæng de indgår i. I drift!!

Det skulle undre mig, om vi i valget af målemetoder har taget højde for alle elektriske værdier? Kender vi dem alle?


P.s.

Udeladelsen af kondensatorer i signalvejen har betydeligt reduceret de lydmæssige ændringer af burn-in. Kondensatorer ser ud til at have et betydeligt ansvar i den proces.



Marts 2019. Kaj Reinholdt Mogensen