|
Jeg havde hjemkøbt en RCF 18” bas til at vise mine kolleger i forbindelse med en gennemgang af tekniske begreber vi sælgere omgav os med. Jeg ønskede de skulle se en rigtig basenhed til sammenligning med de sekstommer subwoofere vi tvunget af omstændighederne forherligede i salgstalerne. Basenheden blev lagt til side, mens jeg funderede over dens anvendelse. Under et besøg af en musikinteresseret ingeniør fremvist under min beklagelse af størrelsen på et muligt kabinet. ”Isobarisk” kabinetskonstruktion, var hans enkle kommentar. Så under et besøg af producenten af JERN14 kabinetterne, mens vi evaluerede delefiltre og resultaterne deraf, kom jeg for skade at foreslå en subwoofer bygget som beskrevet nedenfor. Det fik konsekvenser. En måneds tid senere holdt lastvognen udenfor med kabinettet. Og så var der jo ikke andet for end bestille en basenhed mere og gå i gang.
Placeret i min beskedne stue med respekt for mine naboer besluttede jeg dog hurtigt at forhandle mig til at kabinetsproducenten fik den overdraget sammen med en T-Amp 2400 forstærker på 2x650W og den viste forforstærker med elektronisk delefilter. Subwooferen er kæmpestor, tung, mekanisk stabil og lydmæssig ekstrem når den får lov til at vise sit fulde potentiale. Og jeg vil ikke afvise at den genanskaffes. Imens jeg træner til at at begrænse mine lyster til at fyre den af. Det bliver det absolut vanskeligste i opgaven. Ja, det skulle da lige være opgaven med at dæmpe raslelyde og klirren fra glasvitrinen …...
Det er et projekt man kan give sig i kast med uden frygt for farlige spændinger og andre DIY relaterede risici. Altså med mindre man stiger ud af badet og med fugtige hænder tager fat om højttalerterminalerne mens den anvendte Klasse-H forstærker på 2x 650W/8ohm/ 2x1100W/4ohm yder sin maksimale effekt. Advarslerne går mere på naboernes almene velbefindende og den overhængende fare for sammenstyrtninger. Dertil kommer kravet om sikkerhedssko og sækkevogn til håndteringen af subwooferen. Bedst som man tror, man har hørt hele musikkens frekvensindhold kan man godt starte forfra på musiksamlingen når ”The Sledgehammer” har sat sine trykmærker i bøgeparkettet. Opskriften er forholdsvis enkel. Man tager en 10mm stålplade, skærer den ud og valser den til en keglestub. Overlad det til fagfolk med det rette værktøj og sikkerhedssko, svejseapparat og kraftigt slibemateriel. Diameter i toppen er ikke afgørende, men ønsker man en højttaler stående på toppen skal diameteren afpasses derefter. Naturligvis. Højden på kabinettet blev valgt til 120cm.
Bunden derimod skal have en diameter med plads til en basenhed på 18 tommer. Keglens skørt udskæres, så lufttrykket fra basenhederne – ja, der skal være to! – kan slippe ud. Se billederne. Den ene monteres med magneten ind i kabinettet og den anden med en 15mm aluminiumsring lagt imellem monteres med magneten ud af kabinettet.
Forinden skal der indvendigt være svejset et kryds af stål til at holde dæmpematerialet (en Larsen Dyne når den er på tilbud til kr. 129,- ) på passende afstand fra basenhederne. Der laves hul i kabinettets montagekrave til højttalerne forinden med plads til det tykkest mulig kobberkabel.
Når kabinettet er klart kontakter du Thomann og bestiller to RCF enheder, en T-AMP 2400 forstærker og et Behringer DCX2496 filter. Dette filter erstatter det ovenfor viste og giver utallige muligheder for tilpasning af lyden. Kabler kan købes i dyre domme med mindre man til dette formål samtidig bestiller økonomisk overkommelige og særdeles anvendelige kabler sammen med elektronikken. Tre dage senere kommer pakkebuddet stønnende og ringer på med tre pakker, du ikke må tabe på dine fødder. Husk sikkerhedsskoene. Den fjerde vejer ikke meget. Når højttaleren er skruet sammen og tilsluttet, er der kun justering og trimning tilbage. Det kan vare flere uger for perfektionisten. Vær forberedt på en rystende oplevelse, når forstærkerens to kanaler på hver 650W RMS trækker af sted med hver sin højttalerenhed med en følsomhed på 98 dB ved 2,83V RMS.
I tilfælle af at ovenstående frygtes at være en for hidsig løsning, er der også denne lidt mere moderate løsning. Højttalerenhederne kan købes samme sted, som ovenfor beskrevet. Kabinettets dimensioner nedskaleres i forhold til membranarealet. Bevar højden.
|