Tilbage til forsiden







Brug mail-linket ved spørgsmål til teksten.




Af Kaj Reinholdt Mogensen

Det bedste kabel er INTET KABEL!

Men når det ikke er mulig har et højttalerkabel én eneste opgave. Det skal overføre strømmen fra forstærkeren til højttaleren uden tab og frekvensafhængige ændringer. Som om de to var koblet sammen uden brug af kabel. Set fra forstærkeren, at den kigger ind i et kabel med så lav og lineær serieimpedans som mulig. Det er udgangspunktet for denne side.

Målgruppen for dette initiativ er de, der målrettet går efter en signalvej med ingen eller absolut mindst mulig ændring af musiksignalet. Ingen tonekontroller, equalizere eller anden elektronisk påvirkning, der uundgåelig påvirker og tilslører resultatet. For hvorfor lede efter – arbejde på at fremstille – et kabel med ideelle egenskaber og efterfølgende tilføre kablers dårligdomme ad elektronisk vej. For at få ”den rigtige lyd”.

Kablers ledeevne påvirkes gennem kombinationen af strømfortrængning, selvinduktion og kapacitet. Kablernes to ledere frembringer magnetisme. Styrken af denne er proportional med strømstyrken. Bringes kablets ledere i nærkontakt med hinanden ophæver de hinandens frembragte magnetisme gennem modsat polariserede magnetfelter.

Flere uafklarede spørgsmål. Strømmen gennem en induktion forskydes (forsinkes) 90 grader i forhold til spændingen. Hvad er de lydmæssige konsekvenser af faseforskydningen mellem spænding og strøm, når kablet samtidig udsættes for en ulineær dynamisk belastning, som en højttaler jo er??


Magnetiske højttalerkabler.



H. C. Ørsted beviste for mange år siden at strøm gennem en ledning udløser et magnetfelt. Han anvendte jævnstrøm.

Vekselstrøm udløser et magnetfelt med skiftende polaritet. Det betyder at højttalerkabler også frembringer magnetiske felter. Felter varierer med strømstyrke og frekvens.

Kabler besidder induktion, hvis egenskab betyder stigende modstand i takt med stigende frekvens. Kablet leder derfor ikke alle frekvenser lige godt. Når ledeevnen er frekvensafhængig påvirkes lydgengivelsen.

Kombinationen af og sammenhængen mellem det ledende materiales strømfortrængning og induktionen i kablet har betydning for kablets elektrisk dynamiske ledeevne. Med induktionens faseforskydning mellem spænding og strøm er der således flere elementer som har indflydelse på højttalerkablernes evne til tabsfrit at overføre lydsignalet.

Bestræbelser på at reducere induktion og strømfortrængningen vil teoretisk forbedre signaloverførslen. Idealet er nul. Teoretisk set. Men hvordan vil det lyde? Og hvordan vil en forstærker reagere på et non-induktivt kabel? Ikke alle forstærkere kan li' at blive koblet så direkte til belastningen.




I tykt og tyndt.

Forskelle mellem tykke og tynde højttalerkabler lyder som en let opgave at beskrive. Altså bortset fra hvad den enkelte betragter som ”tyndt” eller ”tykt”. Og allerede her melder de første vanskeligheder sig. For hvorfor bekymre sig om tykkelsen, når bare der kommer lyd ud af højttaleren. Kunne vi blot alle blive enige om, at ”lyd ud af højttaleren” er kriteriet for et tilstrækkeligt tykt kabel, kan vi hurtigt sætte flueben ved opgaven.

Helt så enkelt er det tilsyneladende ikke. Det uheldige er, at nogle har opdaget en mistænkelig hørbar forskel på forskellige tykkelser og udformninger på kablerne. For slet ikke at tale om de der har hæftet sig ved fabrikaterne i sammenhængen. Og derved er vi tilbage til at måtte viske fluebenet ud.

Man koncentrerer sig mere om hvilket fabrikat der er bedst til at transportere strømmen fra forstærkeren til højttaleren. Uden at gøre sig anstrengelser med at finde årsagen til forskellene man hører.

Jeg har i mange år gået i den forenklede opfattelse, at det tykke ALTID er bedre end det tynde. Og den antagelse har holdt lige indtil for få dage siden. I de tilfælde jeg har oplevet forskel på to kabler med den samme tykkelse, har jeg givet kobberkvaliteten skylden for det. Men jeg har fået et mere nuanceret syn på sagen. Ikke at der ikke er forskel på kablers egenskaber og deraf ofte forskellig lydgengivelse, men at tykkelsen automatisk giver det bedste resultat er hermed slettet i min referenceliste.

Indkøbet af et tontungt 50mm2 kobberkabel og dertil egnede solide 200 ampere kabelsko i fortinnet kobber viste i målinger, at have højere induktion end mit hidtidige 16mm2 kobberkabel. Hvad pokker var nu lige det? Jeg må have målt forkert, men lige lidt hjalp det at checke og kalibrere. Det var sådan!

Den spontane logik måtte være at jo flere tråde der var i kablet jo bedre leder det strømmen. Sådan er det i hvert fald når det handler om jævnstrøm. Det ved de fleste med et startkabel til bilen. Tykkelse er vigtigt.

Vi glemmer bare – eller ved ikke – at vekselstrøm får kablet til at opføre sig anderledes. Gennem eksperimenterende målinger opdagede jeg, at et tykt kabel ikke reducerer sin selvinduktion. Selv om det er tykkere. ??????

Betragt kablets ledere som en spole (en induktion). Lægger man to ens parallelt halveres den smalede værdi. Men ligger de to ledere (deres induktion) side om side vil deres magnetfelter koble sig til hinanden uden at have den halverende effekt. Induktionen forbliver den samme. Kablet bliver bedre til lede lave frekvenser, men ikke bedre til at lede høje frekvenser.

Søgning efter en forklaring bragte mig omkring dette link. Set i bagklogskabens klare lys kunne jeg have startet med at læse op på sammenhængen mellem induktion og skineffektens betydning for kablernes ledeevne. Se dette link. Kolonnen ”Max Frequency for 100% skin depth”.

Så diskantområdet får ingen glæde af øget tykkelse. Fordi de enkelte lederes induktion ”kobler sig til hinanden”. De følges ad synkront. Jeg var blevet klogere. Der var således andre parametre end tykkelsen som har betydning for mit valg af kabel.


Jeg opsummerer. Præmis. Det ideelle kabel har intet frekvensafhængigt tab. Ingen induktion. Ingen seriemodstand. Vist på et kurveblad en vandret linje ved 0.00 Ohm. Effekten af dette er at forstærkeren overtager den fulde kontrol over højttaleren gennem dens feedback, som har ansvar for dens lydkvalitet. Jeg vil forsøge at nå dertil. Lave et kabel som opfylder disse egenskaber.

Til højre ses metoden til at måle kablets serieimpedans. Et samlet udtryk for værdierne af strømfortrængning og induktion. Men der eksisterer fortsat ikke målemetoder til at analysere lydresultatet.

Mange forsøg er gjort med at måle frekvensgangen, som funktion af kablernes egenskaber. Det kunne være rart at en frekvensmåling med rene sinustoner ville tegne et billede af det lydmæssige resultat. Men hvis en måling af en resulterende næsten lineær frekvensgang var et sikkert udtryk for godt eller dårlig vil det betyde, at alt med tilsvarende målt frekvensforløb vil lyde ens. Og det er der ikke noget der tyder på, man kan blive enig om.

Vanskelighederne ligger i musikkens indhold af mange samtidige frekvenser og højttalernes varierende dynamiske belastninger suppleret med højttalernes EMF (elektro motoriske kraft) for blot at nævne få af forudsætningerne gør målingen af frekvensgangen alene, utilstrækkelig.






Neden for ses sammenhængen mellem kablers længde, deres DC modstand og deres induktive bidrag til kablets ledeevne.




Forud for dette var gået en række forsøg. Nedenfor ses et eksempel sammenholdt med måleudstyrets kalibrering.




Ud fra den ovenfor viste kurve blev jeg foreslået at sno kablerne. Og som det ses på billedet nedenfor har det den rette virkning. Ledernes reducerede afstand af hinanden er den udløsende faktor. Ledernes modsat rettede strømme og deraf resulterende magnetiske felter annullerer hinanden. Kablet linearitet forbedres.







Den 14. August, 2017.

Billedet nedenfor. Indsat i den oprindelige artikel. Måling af serieimpedansen på et ”kabel” lavet af lakisoleret kobbertråd på 0,6 mm tykkelse. Det bemærkelsesværdige er det næsten perfekte lineære impedansforløb i den snoede udgave. To tråde på 0,6mm tykkelse. Kapacitet mellem lederne 300pF. Tykkelsen på tråden er ikke tilfældig. Tabeller for kobbers strømfortrængning ligger under trådtykkelsen i hele det hørbare frekvensområde. Hvilket bekræftes af impedansmålingens linearitet.




Den 15. August, 2017.

Kurven nedenfor. Det foreløbige midlertidige punktum. Kablet med en lineær serieimpedans til 30.000Hz. Kapacitet på 1.27nF og egenskaber som ikke giver forstærkeren udfordringer. Kurven er så ret, at den ser konstrueret ud. MEN det er den ikke!

Lyden – er desværre ikke noget at stræbe efter. Bevares – hele toneområdet er præsenteret. Men i forhold til et kabel med betydelig lavere serieimpedans mangler der kontrol med hele lydbilledet. Kablet har for høj samlet modstand, som blandt andet reducerer forstærkerens dæmpningsfaktor. Dens kontrol af højttalerens præstationer. Kablet, hvis data er vist nedenfor, tilfører alle instrumenter en klingende karakter. Som om lydene ikke stopper, når de skal og basgengivelsen mangler drive. Der mangler sammenhæng. Og gennemsigtighed.

Her er kablets linearitet perfekt, men den samlede serieimpedans er høj. For høj, tyder det på. Forstærkeren mister derved evnen til at kontrollere højttaleren. ”Elastikken mellem forstærkerens kraft og højttalernes membraner er for slap”.

Vil man videre lyder opgaven på at kombinere det lydmæssigt bedste med det teknisk og teoretisk ideelle. Det sidste kabel mangler godstykkelsen og ledeevnen i den lave del af frekvensområdet og det lydmæssigt bedste – kobberrørene – mangler linearitet i den høje ende af frekvensområdet. Hvad er vel mere naturligt end at forene begge egenskaber. Det er hermed gjort. Se dette link.







Tilbage til den oprindelige del af artiklen.

Billedet nedenfor viser sammenligningen mellem et typisk 4mm2 målt kontra det kraftige 50mm2 kabel. DC modstanden er faldet til under en femtedel. I praksis giver det tykke kabel forstærkeren bedre kontrol af højttalerens basenheder. Og alt andet lige mindre induktion end det langt tyndere. Længderne taget i betragtning. Tættere på idealet.




Nedenfor ses det entydige resultat af ledernes tætte kontakt med hinanden. Jo nærmere kurven kommet til en ret linje, jo bedre er kablet til at overføre strømmen fra forstærkeren til højttaleren. Upåvirket af frekvensen. Overraskelsen er at et 6 meter 50mm2 kabel har en samlet seriemodstand på 1,35 Ohm ved 20.000Hz. Reduceret til 0,45 Ohm ved at plus og minuslederne blev surret sammen i nærkontakt med hinanden. Kablets konstruktion er altså lige så vigtig som tykkelsen på materialerne det er lavet af.




Som tidligere nævnt er signalet og magnetfeltet i et parallelt to leder kabel i modfase. Ledernes gensidige påvirkning viser sig at modvirke kablernes stigende impedans i takt med stigende frekvens. Konsekvensen af kablets induktion.

Bagsiden af medaljen er at ledernes nærhed af hinanden ville forøge kablets kapacitive belastning af forstærkeren. Og det kan nogle forstærkere ikke li'. Det viste sig dog ikke at udgøre en trussel i de konkrete tilfælde, hvor selv det tykkeste kabel i de anvendte længder ikke oversteg værdier en velkonstrueret forstærker kan klare uden problemer.

DIY. Den simple udgave af forbedringerne ligger i at kablets to ledere skal have så tæt fysisk kontakt med hinanden, som mulig. Uden at kortslutte, naturligvis. Og så SKAL kablets ledere være præcis LIGE LANGE og besidde de samme elektriske egenskaber, for at opnå det bedste resultat.


Ny Ide!

Jeg lod mig inspirere af en beskrivelse af en suveræn oplevelse med et anlæg, hvor man anvendte kobberrør som kabler. Derfor valgte jeg at indkøbe 10 meter bremserør lavet af 4,7mmØ kobber med 1mm godstykkelse. De skulle bruges til sammenligning med de indkøbte 50mm2 kabler og mine 16mm2 kabler. Med udgangspunkt i muligheden for at måleresultaterne var under indflydelse af fænomenet strømfortrængning, var jeg interesseret i at måle og lytte på et kobberrør som elektrisk leder.

Jeg var spændt på at måle og lytte til resultatet. Ikke mindst at sammenligne med 16mm2 kablerne jeg havde haft i lang tid. Et indkøb kunne jo aldrig gå værre end galt og efterfølgende kunne jeg smide skramlet i metalcontaineren. Det koster jo alligevel at lege med den slags.




Det var med nogen spænding jeg klippede de ti meter bremserør fra BILTEMA i FIRE HELT ENS stykker og isolerede dem med en løs krympeflexstrømpe fra samme firma. Med erfaringerne fra 50mm2 kablet besluttede jeg, at lægge dem tæt sammen og omvikle dem med papirbaseret malertape. Sammenligningen ses ovenfor. Det er værd at iagttage seriemodstanden ved 5Hz er stort set den samme. Og ser man ”kablerne” sammen er tvivlen om målingens rigtighed ikke langt væk. Men det er sådan!

Jeg fik en håndsrækning fra en af hifidebattens seriøse bidragydere. Jeg citerer:

Ultimativt vil coax være det kabel, hvor den største del af de magnetisk kræfter er udlignet, idet lederne ligger coaxialt, og påvirkningen derfor vil ske i 360 graders omkreds.

Anderledes er det med mere normale 2 lederkabler.
Hvis de ikke holdes fast af en omkring liggende yderkappe, så vil de i en vis grad hive og trække i hinanden så der opstår bevægelse, og dermed også signalbetingede ændringer i de elektriske parametre.

Citat slut

Jeg havde forinden resoneret mig til at bevægelse ville være en uundgåelig konsekvens af modsat rettere magnetiske kræfter. Og at stive materialer ville have en positiv effekt i sammenhængen. Hvilket jeg gennem brugen af kobberrørene efterfølgende fik bekræftet. Ydermere har rørkonstruktionen betydning for strømfortrængningens indflydelse på deres ledevne.

Med resultatet af gengivelsen fra de stive kobberrør kan man uden risiko godt drage den konklusion at materialevalg og udformning har betydning. Af samme årsag vil eksperimenter med og målinger af coaxiale kabler være mellem kommende eksperimenter i forsøget på at finde et NON-INDUCTION CABLE. Jeg vil undersøge hvor tæt jeg kan komme på dette teoretiske ideal.






Sammenligner man tværsnitsarealet af mine hidtidige 16mm2 kabler og kobberrørene er der interessante forskelle. Og ligheder. DC modstanden er den samme, men det bemærkelsesværdige er det langt mere lineære impedansforløb på kobberrørene.



Konklusion og lytning.

Jeg lod en af mine trofaste erfarne testpersoner lytte til kobberrørene. Uden at vide noget på forhånd. Han reagerede med ordene: "Det er ufatteligt så meget kontrol der er med alting". "Nummeret du spiller, har alle muligheder for at komme til at lyde skarpt og ubehageligt forvrænget og alligevel er det befriet for alt det og særdeles behageligt at lytte til". Selv opfattede jeg lyden fra kobberrørene tydeligt mere skarptegnende end kablerne jeg tidligere har anvendt. Tydelig fordi jeg kender anlægget og lydforskellene jeg har registreret.

Det var interessant at se hans ansigt, da jeg fortalte ham at han lyttede til bremserør fra BILTEMA.

Jeg kunne godt li' lyden fra mine 16mm2 kabler, men to dages aflytning med passende afbrydelser har resulteret i en konstatering af at ”skarpheden” jeg oplevede ikke som frygtet ville gennemsyre oplevelsen. Skarpheden er i virkeligheden ”opklaring”.



Evaluering.

Kobberrørskablets egenskaber og deraf resulterende indflydelse på lyden. Lave frekvenser udnytter hele kablets tværsnitsareal. Hvor frekvenser i diskantområdet søger mod kablets overflade. Ved 10.000Hz eksempelvis løber strømmen i 0,66mm af kablets overflade. Og da kobberrøret har en godstykkelse på 1mm og har luft i midten løber al strøm i et bredt frekvensområde i det samme tværsnitsareal. Jeg tænker på hvilken betydning det måtte have for det fine resultat. Forbedret linearitet. Alene af den grund?

For at undgå misforståelser. Det er vigtigt at fastholde at skineffekt eksisterer i enhver elektrisk leder. Ikke bare i rør.


Og så opdager jeg.......

... at jeg ikke er alene om at nå til konklusionen om at lav induktion er særdeles vigtig. Jeg citerer:

Anmelderrost højttalerkabel fra svenske Supra. Den specielle PLY konstruktion der har flade ledere for størst mulig overflade mellem plus og minus lederne giver lav induktion. Lav induktion er præcis hvad et højttalerkabel skal have, for lyden kan gå igennem uden at den deformeres.

Citat slut.

Link til kablet


!!!! ADVARSEL !!!!

Efter konstruktion og test af kablet. Undlad at fremstille og anvende kablet beskrevet nedenfor.

Din forstærker risikerer at gå i selvsving og brænde sammen. Efter konstruktionen og tilslutningen af kablerne gik min forstærker i heftigt selvsving ved 3,5MHz og brændte forstærkerens primærsikring. Den overlevede dette og flere efterfølgende forsøg med tilpasning af kablet og forbedring af forstærkerens stabilitet. Kablet er en barsk sag af anvende, må jeg konstatere.

Jeg vil derfor fraråde at efterprøve konstruktionen! Så hellere anvende kabler med lidt højere induktion end løbe risikoen for at stå med en stak afbrændte transistorer. Jeg fik testet forstærkerens sikringskredsløb godt og grundig!

Mistanken er at kablets kapacitive og induktive værdier, sammen med dets lave seriemodstand skaber en kabelresonans med højt Q udenfor det hørbare område, som sammen med stigningen i den anvendte højttalers impedanskurve trigger effektforstærkerens feedback. Et RC led over højttalerklemmerne og supplerende ændring af forstærkerens VAS sektion genskabte stabiliteten. Jeg har ikke udstyr til at måle den formodede kabelresonans. Link til supplerende forklaring.

Jeg har fået kablerne og forstærkeren til at enes.






Jagten på det ultimative (Et studieprojekt. Jeg fralægger mig ansvaret for fremstilling og anvendelse!)

Knapt er fluebenet sat og opgaven løst, før tanken melder sig. ”Det må kunne gøres bedre”. Lavere og mere lineær impedans i hele det hørbare område. Er det muligt? Det besluttede jeg mig for at finde ud af.

Måske er det vigtigt igen at ridse præmissen op. Et kabel skal overføre strøm fra forstærkeren til højttaleren uden tab. Uanset hvilken frekvens strømmen har i det hørbare frekvensområde. Gerne derudover.

Baseret på iagttagelsen af to modsat rettede lederes teoretiske annullering af deres gensidige magnetiske påvirkning og dermed ophævelse af deres induktion byggede jeg videre på eksperimentet. Ud over den forandrede konstruktionsmetode blev fordobling af længden til 4 meter en uventet udfordring. Resultatet ses nedenfor.

To kurveblade.

Det første med kalibrerings resultatet af mit måleudstyr. Så tæt på nul er det vigtigt, at det er på plads. Det andet kurveblad er målingen på kablet sammenlignet med kalibreringskurven. Bemærk cursorværdien på begge kurveblade. Differencen mellem værdierne er kablets data.







Den 5. August, 2017.

Prototypen

Kablet, hvis data er vist ovenfor, består af 48 individuelle 1,5mm2 massive kobbertråde, som parvis - en plus og en minus - er snoet sammen med et ens antal snoninger. Alle ledere er PRÆCIS lige lange. Alle plus og minus ledere er hver for sig samlet i begge ender og termineret. Det samlede tværsnitsareal er 36mm2. Der indgår lige knapt 200 meter enkeltleder til hver 4 meter højttalerkabel. Kun gennem den specielle fremgangsmåde og brug af massive ledere er det mulig at nå den viste linearitet i kablets egenskaber.

4 meter <= 0,01 Ohm @ 5-25.000Hz

Ved at sno en plus og en minus leder sammen ophæver man deres gensidige induktion. Derefter lod jeg to af disse sammensnoede ligge parallelt, let sammensnoede. Jeg konstaterede at den magnetiske kobling mellem dem var ophævet. Derfra var virkningen den, at jeg kunne parallelforbinde det nødvendige antal parvis snoede ledere indtil induktionen nåede det ønskede lave niveau. Kablets induktive værdier blev således lagt parallelt med hinanden. Og derved halveret for hver fordobling i antallet af ledere. Helt forskellig fra resultatet af et tykt kabel som beholder sin induktion på grund af den magnetiske kobling mellem kablets enkelttråde.

En kort evaluering.

Jeg vil endnu engang advare mod at gå i gang med projektet!

Bortset fra at stå med et uhåndterligt tungt kabel hvor kabelskoene tilsammen vejer som en mindre klasse D forstærker. Bortset fra behovet for meget kraftige højttalerterminaler. Bortset fra at kablet bringer forstærkeren i overhængende fare for at gå i selvsving og brænde af, bekræfter gengivelsen, at et reduceret induktivt bidrag til samlet lav serieimpedans er vejen frem til ”et kabel uden lyd”. Jeg er ikke længere i tvivl om den entydige sammenhæng.

Men vejen dertil er belagt med torne, med stor fare for at ”punktere” undervejs, som jeg gjorde. Kombinationen af kablets elektriske værdier udfordrer forstærkeren på uheldig vis. Jeg slap med udskiftning af en sikring, men det kunne have gået MEGET MEGET VÆRRE!!

Jeg kan da heller ikke ”i bagklogskabens klare lys” anbefale andre at gå så drastisk til værks. Uanset det positive i sammenhængen. Lyden. Det lyder af INGENTING og ALTING på samme tid. Enklere kan jeg ikke beskrive det.

Udfordringerne med at fjerne den induktive effekt af kablet betyder, at jeg ikke går længere. Jeg er villig til at acceptere 10 milliohm i det hørbare område. Værre står det til for de mange, som anvender en forstærker med en spole i forstærkerens udgangstrin. De får slet ingen glæde af den lave induktion, da spolen i forstærkeren har langt højere induktiv værdi (højere impedans) end det viste kabel.

Mine to ens sæt højttalere med forskellige delefiltre giver heller ikke samme respons på de samme kabler. Højttaleren med den største forskel mellem de anvendte kabler er den med det simpleste filter. Hvilket ikke bør overraske i sammenhængen.

Reduktionen af serieimpedansen er delt i to elementer. DC modstand plus serieimpedansen af kablets samlede induktive bidrag. DC modstanden er simpel. Forøg de elektriske lederes tværsnitsareal og så er den hjemme! Men reduktion af kablets induktive værdier følger ikke automatisk med nedad. Og gør den ikke det, er man lige vidt. Deri ligger udfordringen i konstruktionen. Og så er jeg i øvrigt ligeglad med om nogle mener jeg slår det stort op. For stort op. Det er min arbejdsform. Man kan jo bare selv gå i gang.

Men hvem siger alle kan li' ”kabler uden tab”? Uden ”lyd”? Det er jo langt fra givet ….....forstår jeg på de, der efter købet af nye kabler efterregulerer med tonekontroller og equalizere.




Den 15. August, 2017.

FINALEN

Det er tydeligt, at kablernes konstruktion har større betydning for resultatet end tykkelsen på kablets ledere. Resultatet - ”kablets lyd” - for de der foretrækker at anvende den betegnelse. At tynde elektriske ledere i den rette konstruktion har mindre induktans end monster tykke kabler har overrasket mig meget. Traditionelle kraftige dobbeltleder kabler med tykke ledere og lav seriemodstand ved lave frekvenser har typisk høje værdier (dårlig ledeevne) ved høje frekvenser og tynde ledere som rigtigt arrangeret har det stik modsatte. Forenklet forklaret. Teknisk set er balancen mellem seriemodstand, induktion og kapacitet afgørende for det samlede resultat.

Nedenfor ses resultatet af fusionen af to koncepter. Kobberrørene med det positive lydindtryk. Et udslag af en positiv effekt i sammenhæng med strømfortrængning? Måske? Sammenkoblet med det overraskende resultat af lineariteten til over 30.000 Hz ( ! ) gennem anvendelsen af 2x6 0,5mm massiv kobbertråd i tæt kontakt. De to løsninger i parallelforbindelse giver hinanden den styrke de hver især mangler. Ved at have prøvet dem af hver for sig og sammen kan jeg med sikkerhed bekræfte værdien af sammenhængen. Det interessante er, at man nu uanstrengt fokuserer på musikken. Oplevelsen. I min kombination i det mindste.

Om man vil kunne li' resultatet er en smagssag. Som altid. Samtidig er der nogle forudsætninger, der skal være opfyldt for at få det fulde fornøjelse af ideen. En af hindringerne er tilstedeværelsen af en spole i forstærkerens udgang. Er dens induktans (induktive værdi) tilsvarende kablets er værdien af anstrengelserne halveret. I nogle tilfælde udvisket.

Så er der højttalerne. Deres konstruktion og deres filtre især. I min opstilling med to ens sæt højttalere med forskellige delefilter giver kablernes elektriske egenskaber ikke samme tydelige resultat på dem begge. Den med det enkleste delefilter reagerer tydeligst på ændringerne. Og det er vel egentlig meget naturligt i en kæde af led, hvor kablet er et af dem. Uanset den tekniske konklusion giver sidstnævnte udgave af højttaleren den mest naturlige og ægte fornemmelse af oplevelsen.

I modsætning til mit ”monster” kabel projekt overfor beskrevet, udgør konstruktionen en belastning, som forstærkeren kan li' . For at forbedre overskueligheden har jeg udeladt faseforløbet på alle målinger. Også på denne. Men jeg nåede at bemærke at faseforløbet var helt fladt op til 30.000Hz, i modsætning til alle andre målinger. Og kigger man på kurvens impedansforløb over 2kHz ligner den da heller ingen af de øvrige hvor induktionens karakteristiske forløb ligner den sorte linje på kurvebladet.

Det anvendte tynde kabel med det lineære forløb og ”den klingende gengivelse” parallelforbundet med (shuntet) af kobberrørene lader til at bringe det bedste frem i begge. ”Den klingende karakter” forsvandt. Basgengivelsen fik ”drive” (fra den lave seriemodstand) og lydbilledet fremstår klart, dybt og tredimensionelt. Naturligt. Ægte. Behageligt at lytte til.

Selv om der er entydige sammenhænge i lydgengivelsen relateret til kablers konstruktion og elektriske egenskaber er der fortsat ingen garanti for at det opleves ens for alle, da forstærkere, kabler og højttalere reagerer forskelligt på hinandens elektriske egenskaber.

Hermed sætter jeg flueben ved opgaven.









VIGTIGT!

1. Supplerende målinger viser med overraskende tydelighed at kablets ledere SKAL være HELT ENS, præcis LIGE lange og de skal ligge tæt an mod hinanden med den SAMME AFSTAND fra kabelenden. Ellers mistes symmetrien og ledernes evne til at ophæve hinandens magnetfelter. Deres induktion.

På mine 50mm2 kabler var der 10cm forskel på længden, som jeg konstaterede, resulterede i ca. 6% forøgelse af impedansen ved 20.000Hz. Mere skal der altså ikke til, samtidig med at kablerne længdemæssigt var forskudt for hinanden.

2. En af præmisserne for at opleve forskellen på kablernes tykkelse er, at man sørger for en ordentlig forbindelse til såvel forstærker som højttaler. Som jeg har skrevet i debatten "var jeg nået til der hvor momentet på terminalerne havde betydning for målingerne". Jo lavere seriemodstand og induktion et kabel har jo større betydning får en god kontakt mellem kablet og terminalerne. Dårlig kontakt giver risiko for forvrængning af signalet med samme karakter som en forstærker med crossover forvrængning. Det indrammede område hvor den dårlige kontakt er tydeligst er samtidig området hvor effekten er størst. Hvor strømmene er kraftigst.




3. Faseforskydning? Eller hvad der er resultatet? En tanke jeg ikke har bearbejdet konsekvensen af. Relateret til lydforskellen jeg registrerer. Måske?

Kablet besidder induktion. Kablets to ledere i nærkontakt ophæver hinandens induktive værdier gennem modsat rettede magnetfelter. Magnetfelterne fremkommer af strømmen gennem kablets induktion. Strømmen er forskudt (forsinket) 90 grader i forhold til spændingen. I begge ledere naturligvis. Hvad er effekten af faseforskydningen mellem spænding og strøm, når kablet udsættes for en ulineær dynamisk belastning, som en højttaler jo er??

4. Et uafklaret åbent spørgsmål. Reduktion af kablets induktans ved at lade de to lederes induktion og resulterende magnetfelter ophæve hinanden må uundgåelig medføre hysterese problematikker, som igen har indvirkning på overførselskarakteristikken. Og lyden?


Appendix

Kurven nedenfor viser impedansforløbet på spolen, som sidder i højttalerudgangen på de fleste analoge forstærkere. Spolen, som almindeligvis er monteret for at sikre dens stabilitet. Især stabilitet ved kapacitive belastninger.




At bruge et kabel med ulineær ledeevne svarer til at forbinde forstærkerens kraft og højttalernes membraner med en elastik”.

©Kaj Reinholdt Mogensen


Supplerende kildemateriale.

The Genesis Report

Skineffekt og dens betydning for kablers ledeevne i relation til båndbredden










Tilbage til forsiden